Min baggrund
Jeg hedder Inger Marie Giversen. Jeg har skrevet, læst korrektur, redigeret og gennemskrevet mange typer af tekster gennem årene, både egne og andres.

Som læge og senere embedsmand har jeg skrevet instrukser og vejledninger til læger og andre fagfolk. Analyser og rapporter til brug for styrelser er det også blevet til. På den akademiske arena har jeg skrevet egne afhandlinger og videnskabelige artikler.
Jeg er ajour med dansk retskrivning og har gennemført den danske korrekturlæseruddannelse.
Min interesse for skriftsprogets elementer blev vakt, da jeg som klassisksproglig elev på Viborg Katedralskole mødte oldtidens store, klassiske forfattere på deres sprog, latin og græsk. Deres præcision tog jeg med mig som forbillede, da jeg senere kom til at skrive mine egne professionelle tekster - og som redaktør af andres tekster.
