Ligger og lægger
Laura Nørkjær Seligmans artikel i BT d. 12. juni 2023 om privatøkonomi giver fine eksempler på den almindelige forvirring om brugen af "ligger" og "lægger":
"De fire opsparinger ser hun som en opbygning af opsparinger som et kommodesystem.
»I den øverste skuffe ligger du din kontante buffer, der er cirka to månedslønninger efter skat, så du kan klare dig i to måneder, uden at der kommer penge ind.«
»I næste skuffe ligger du de penge, som du ved, at du skal bruge indenfor de næste tre års tid. Hvis de står kontant, så synes jeg, de skal blive ved med det. Hvis de er investeret, så er det også fint.«
Den tredje skuffe er mere langsigtet. Her sparer man op til noget, som måske ikke helt har en deadline på, men som i hvert fald ligger længere end tre år tid ude i fremtiden, forklarer hun. Disse penge skal investeres."
Ganske kort er udsagnsordet "ligger" intransitivt, dvs. det tager ikke genstandsled, mens "lægger" er transitivt og tager genstandsled. Man "lægger sin kontante buffer", man "lægger de penge, som man ved, man skal bruge inden for de næste tre års tid". Helt korrekt sparer man derimod op til noget, som ligger længere end tre år ude i fremtiden. Endelig mangler der et –s i " tre år tid"; der burde stå: "tre års tid."
